NATO-dagen fejret på Bornholm
Det lykkedes ikke helt solen, at bryde igennem tågen, da lokalafdelingen af Danmarks Veteraner, den 4. april fejrede NATO-dagen.
Det skete ved en parade ved mindestenene i den lille mindelund på Almegårds Kaserne i Rønne.
Der var et flot fremmøde, såvel fra de inviterede soldaterforeninger, som fra vore egne medlemmer.
En æreskommando fra Opklaringsbataljonen fuldendte den flotte parade.
Formand Helge Hansen fra lokalforeningen af Danmarks Veteraner, bød velkommen og holdt en kort tale, hvor han mindedes de veteraner, der havde betalt den ultimative pris, mens de var udsendt i NATO-missioner.
Tillid og tejeneste
Fletpræst Kristoffer Nielsen holdt en varm tale, der gav stof til eftertanke, hvor han tog udgangspunkt i Det ny testamente.
”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”
Tillid og tjeneste var nøgleordene i feltpræstens tale.
”Tillid er nemlig et ord, som vi først forstår, hvis vi har mødt og har oplevet tillid, for uden oplevelsen lader ordet sig næppe forklare tilfredsstillende”, lød det fra feltpræsten.
”Tillid. Det er et særligt privilegium – at mødes her for at hædre og mindes de veteraner, som har forrettet tjeneste, for deres tjeneste er en del af en fælles grundforståelse af tillid – om man vil det eller ej”, fortsatte han
Om tjeneste, sagde feltpræsten blandt andet: ”. Det ligger i ordet, tjeneste er netop noget, som man gør for andre. Tjeneste betyder, at man sætter noget i spil og på spil i tro og tillid til, at det og den man tjener, er det værd”.
Endelig kom feltpræsten ind på det, at leve på en ø, noget han selv har erfaring med, idet han er vokset op på Færøerne.
Kristoffer Nielsens varme tale sluttede med en bøn, dedikeret til soldaten.
Herefter var det tid til at lægge kranse ved mindestenene.
En officer fra Opklaringsbataljonen, lagde en krans og det samme gjorde formand Helge Hansen.
Efter højtideligheden, var der samling til en lille forfriskning i Veteranstuen.